Louise Kring Larsen

Søerne placerer sig imellem to vandskel; det topografiske ’den jyske højderyg’, som ligger lige øst for søerne, og grundvandskellet lige vest for søerne. Landskabet er et resultat af sidste istids smeltevand, der nivellerede den flade hedesletter ud, som vinden derefter fik frit spil til at føre sand med ind over fra vest, såvel som at vandet under jorden løb mod øst og fyldte søerne med vand.

Strategisk arbejder projektet med fortællingen om de varierende landskabskarakterer på tværs af den jyske højderyg. Fra Grene Å, på den flade sandede hedeslette mod vest, til den stærke blå-grønne forbindelse, Vejle Ådal, mod øst, hvor Syvårssøerne placerer sig lige imellem i udmundingen af en af sidste istids gletsjerporte. Her, midt i Frederikshåb Plantage, ligger søerne, i våd tilstand, som noget langstrakt, der binder de to blå forbindelser sammen.

Projektet åbner Frederikshåb Plantage op, og lader den besøgende følge vandets vej. Ved at åbne op, giver jeg plads til det lange kig, horisonten, top og lavpunkter, dal, slette og klit for at skabe scenen for syvårssøerne, og deres foranderlige landskab, stedets forbindelse til vandet såvel som dets sammenhæng med heden. I tør tilstand forvandles stedet til en del af Randbøl Hede, som sammen med den særlige flora og fauna trækkes helt ind omkring søerne. Så fra at være skoven der omkranser søerne, følger træerne nu terrænet som en styrende struktur langs dalkanten, og parabelklitten, der omgiver søerne, dukker frem, og bliver en del af sin kontekst med de store klitter på heden.

Syvårssøerne er en del af et større kulturlandskab, som den besøgende bevæger sig igennem. Kultur og natur har skabt nye tilstande, som i sin sammensathed er blevet en integreret del af landskabet. Gennem det landskabsarkitektoniske sprog arbejder projektet med støttepunkter i form af rumligheder, der søger at fremhæve, understøtte og bygge videre på disse sammensætninger af kulturnatur, fast og flydende. Det er stedbundne støttepunkter, som bl.a. Danmarks største røseområde, hvor over 200 bunker af marksten ligger, godt gemt inde i Frederikshåb Plantage, fra da man opdyrkede området første gang tilbage i jernalderen. Projektet slår et stort cirkelslag af højstammede birketræer rundt om stedet. Den stramme geometri er til for at fremhæve stedet som noget særligt, der får blikket og tankerne til at vandre.

Således forsøger projektet både at arbejde med de naturlige og kulturelle lag som særegne kvaliteter, som det landskabsarkitektoniske sprog går ind og fremhæver og formidler i form af nye rumligheder. Rummeligheder vi kan opleve og med egne sanser registrere. Rum der skaber sanselighed og opmærksomhed omkring stedets iboende egenskaber. Det er en samlet fortælling, der skal ses i dens helhed og sammensathed på tværs af skalaer. En fortælling, der ikke bare spejler sin fortid, men pejler mod en fremtid i form af sin foranderlighed.

Hvad drømmer du om at arbejde med?

Jeg ser mig selv arbejde videre med den helhedsorienterede tilgang til arkitekturfaget. En tilgang, hvor landskabslæsningen og konteksten er inkorporeret i projekterne fra starten. Jeg mener, at vi må forstå det landskab og den kulturarv vi som arkitekter bygger videre på, så vi kan nyfortolke og udfordre den. Jeg drømmer ikke om at genskabe, men om at skabe stedbunden arkitektur, der tager afsæt i vores fortid for at kunne skabe en holdbar fremtid. Her ser jeg arkitekturen som et redskab der både kan bevidstgøre, formidle og flytte grænser. Og som nyuddannet arkitekt i en antropocæn tid, har jeg svært ved at se, hvordan vi kommer uden om at skulle forholde os til vores landskab og vores kontekst i endnu højere grad end hidtil. Vi vil blive nødt til at skulle forholde os til denne foranderlighed og omskiftelighed, hvori vi er blevet en aktiv medspiller.

Hvorfor har du valgt at være medlem af DL?

Jeg er medlem af Danske Landskabsarkitekter, da jeg gerne vil støtte op om foreningens arbejde, som inviterer dets medlemmer ind i landskabsfagets mange nicher og facetter.

Jeg nyder især at få tidsskriftet LANDSKAB ind ad døren med jævne mellemrum. Tidsskriftet formår på en spændende og inspirerende måde at kommunikere, hvad der rør sig i faget og holde en opdateret.

Se hele Louises speciale ‘’Sidst jeg så dig, var du væk’ på issuu: